Hænderne bag

Dansk-italienske Caterina Pantani er kunstneren bag Faun & Luna. Caterina er fuld af eventyr og har udviklet, tegnet og malet kunstværker, lige siden hun kunne håndtere en pensel. 

Faun & Luna er virkeliggørelsen af Caterinas drøm siden barnsben og hun drives af et dedikeret ønske om at introducere kunst i børns liv, samt anspore til kreativitet, eventyr og tolerance. 

Missionen er at gøre verden mere farverig, magisk og legende hvilket afspejles i hvert eneste kunstværk, hun skaber.

Caterina foretrækker primært at arbejde med Giclée tryk, også kaldet kunsttryk eller moderne litografi, fordi denne metode leverer enestående kvalitet og skarphed i hvert enkelt værk. Giclée tryk er kendt for sine intense og klare farver, der gengiver hendes kunstværker på en utrolig præcis og smuk måde. Dette sikrer, at hvert tryk bevarer den oprindelige kunstners intention og udtryk, og det er derfor den ideelle metode for Caterina til at dele sin kunst med verden.

Med base i København udvikler Caterina hele tiden nye motiver, figurer, værker og fortællinger og finder sin inspiration i naturen, mellem mennesker, i farver, former og følelser. Samtlige værker er et udtryk for Caterinas unikke vision og talent, drevet af en ihærdig lyst og vilje til at inkludere børn i alle aldre i kunstens og kreativitetens univers.

Universet

I en malerisk verden fyldt med fabelagtige skabninger lever Faun og Luna, to magiske væsener, med hjerterne fulde af eventyr.

Faun, med hofterne dækket af det mest fortryllende løv, er ét med naturen. Faun opholder sig dybt inde i skovens hjerte, hvor de gamle træer hvisker hemmeligheder til hinanden, og Faun fortæller dyrene sine mange eventyr. Faun elsker at vandre gennem tætte skove, danse i markerne og svømme i søerne og hans eventyr er som skovens egne sange, fyldt med dyrenes mysterier og naturens skiftende skønhed.

Luna, som bærer vindens vinger og hvis øjne glimter som stjerner, er i sit rette element højt oppe, hvor himlen er hendes legeplads. Luna elsker at følge blæstens leg og udforske himmelrummets uendelige mysterier i de skyhøje luftlag, hvor solen maler dagen med sine stråler og Luna selv lyser nattens mørke op, hjulpet af stjernerne. Lunas eventyr er som en rejse med skyerne, fyldt med himlens magi og månens mystik.

Faun og Luna er bedste venner og de deler altid deres historier og eventyr med hinanden. Hvert af vores kunstværker er en visuel fortolkning af de fantastiske historier, som Faun og Luna deler med hinanden. Sammen bringer de naturen og himmelens hemmeligheder til livs i fabler og eventyr, der tager dig med på en uforglemmelig rejse.

Kunst i børnehøjde

Vi tror på, at kunst kan vække nysgerrighed og kreativitet hos børn i alle aldre, når den præsenteres på en måde, der taler til deres fantasi. Vores kunstværker er skabt til at inspirere, udvikle og fremme refleksion. Med hvert kunsttryk følger et lille eventyr, der ikke blot formidler en historie, men også skaber en forbindelse mellem børn og værket, og fremmer dialog og fantasi.

Faun & Luna er her for at give liv til kunsten og gøre den nærværende, uanset om det er i skovens dybeste hjerte, i de højeste himmelstrøg eller alle de vidunderlige steder derimellem.

Se værker